Om

MANGLEBJERGVÆNGETS KOLONIHAVER

et skønt sted at være...


En grøn og frodig oase i Næstved syd...

Manglebjergvængets Kolonihaver har beliggenhed i et lille naturskønt område i udkanten af Næstved syd.

Naturhøjen - det såkaldte Manglebjerg - ligger lige midt i kolonien og herfra er der udsigt ind over Næstved. Dette er et stykke dejligt natur, hvor der kan gåes ture på de græsslåede stier og den mere vilde beplantning nydes.

Det rige dyreliv med alt fra bænkebidder til humlebier og smukke sommerfugle kan også opleves, lige som det hænder, at kolonien får besøg af fasaner eller rådyr, På den modsatte side af kolonien og Englebjergvej forefindes et vandhul, hvorfra frøernes kvækken ind imellem kan høres. 


Kolonien består af 139 haver, med hver deres unikke stil og charme,

På størstedelen af havelodderne er der bygget huse og/eller et drivhus, der også kan anvendes som orangeri til afslapning og hygge med en bog og en god kop kaffe.


Kolonien er opdelt i et område mod øst og et område mod vest.

I øst har alle de interne veje navne efter grøntsager/frugt og i vest relaterer navnene til trær og æbler. 

I begge områder er der gode parkeringsmuligheder på de anlagte grønne plæner hertil.

På vejene rundt om i kolonien er der en fartbegrænsning på 15 km, som venligst bedes overholdes. Vejenes beskaffenhed henhører under foreningen,


Vand er ikke indlagt til det enkelte havelod - men der forefindes mulighed for at tappe vand fra vandhaner placeret rundt om på vejene.

Kloakering er kun anlagt til Fælleshuset.

Det er muligt, at få indlagt el på sit havelod og i sit havehus, men tilslutningsafgift og installation m.m. er for egen regning.


I øst er Fælleshuset placeret og her forefindes der toiletfaciliteter til brug for hele kolonien. Fælleshuset er indrettet med køkken, samlingslokale og en stor overdækket terrasse.

Fælleshuset kan lejes for et rimeligt beløb af foreningens medlemmer og har gennem årene dannet rammen om begivenheder som barnedåb, runde fødselsdage og andre mærkedage - og her bliver der fortsat skabt nye minder.

Ved foreningens arrangementer, er Fælleshuset også samlingspunktet for afholdelse af arrangementerne. 


Kæledyr er velkomne på ens eget havelod, men skal føres i snor på fællesarealerne.


Se venligst foreningens vedtægter for nærmere information.